SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
  • PRESSEMEDDELELSE

ECB udgiver rapport om Bulgariens fremskridt i retning af indførelse af euroen

4. juni 2025

  • I ECB's rapport vurderes Bulgariens fremskridt i retning af en økonomisk og monetær union
  • Positiv vurdering med hensyn til indførelse af euroen fra 1. januar 2026

Bulgarien har gjort store fremskridt i retning af at opfylde kriterierne for økonomisk konvergens med euroområdet siden 2024, ifølge ECB's konvergensrapport, der offentliggøres i dag.

"Denne positive konvergensvurdering baner vejen for, at Bulgarien kan indføre euroen pr. 1. januar 2026 og blive den 21. EU-medlemsstat, der tilslutter sig euroområdet," sagde Philip R. Lane, medlem af ECB's direktion. "Jeg ønsker Bulgarien tillykke med den store indsats for at foretage de nødvendige tilpasninger."

Ifølge ECB's vurdering ligger Bulgarien inden for konvergenskriteriernes referenceværdier og opfylder lovkravene. Bulgarien har deltaget i valutakursmekanismen (ERM II) og bankunionen siden 10. juli 2020 og har på den måde taget endnu et skridt mod europæisk integration under vanskelige økonomiske forhold. For at skabe forhold, der fremmer vedvarende konvergens i Bulgarien, kræves en stabilitetsorienteret økonomisk politik og vidtrækkende strukturelle reformer. Vi gennemgår denne politik yderligere i rapporten.

Med hensyn til kriteriet vedrørende prisstabilitet lå den 12-måneders gennemsnitlige HICP-inflation i Bulgarien i april 2025 på 2,7 pct., dvs. lige under referenceværdien på 2,8 pct. (figur 1). Referenceværdien er baseret på de tre medlemslande, der har opnået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet i de seneste 12 måneder, dvs. Irland (1,2 pct.), Finland (1,3 pct.) og Italien (1,4 pct.), ved at tage deres gennemsnitlige inflation over de seneste 12 måneder og lægge 1,5 procentpoint til.

Figur 1

HICP-inflation og referenceværdi

(ændringer i pct. år til år)

Kilder: Europa-Kommissionen (Eurostat) og ECB's beregninger.
Bemærk: 12 måneders glidende gennemsnit afrundet til én decimal.

Med hensyn til det finanspolitiske kriterium har Bulgarien ikke haft uforholdsmæssigt store underskud siden 2012. Landets offentlige budgetunderskud lå på 3,0 pct. af BNP i 2024, dvs. på niveau med referenceværdien på 3 pct. (figur 2). Dets offentlige bruttogældskvote udgjorde 24,1 pct. af BNP, dvs. et godt stykke under referenceværdien på 60 pct., og det har ligget et godt stykke under 60 pct. af BNP i de sidste 20 år.

Figur 2

Offentlig saldo og gæld

(i pct af BNP)

Kilder: Det Europæiske System af Centralbanker og Europa-Kommissionen

Med hensyn til valutakurskriteriet deltog den bulgarske lev i ERM II i den toårige referenceperiode fra 20. maj 2023 til 19. maj 2025. I referenceperioden har den bulgarske lev ikke afveget fra centralkursen på 1,95583 lev pr. euro. Bulgarien har afsluttet næsten alle sine forpligtelser efter indtræden i ERM II, men der er behov for yderligere fremskridt for at afhjælpe udestående mangler inden for bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme.

Den gennemsnitlige lange rente i Bulgarien var 3,9 pct. i referenceperioden fra maj 2024 til april 2025 og lå derfor under referenceværdien for konvergenskriteriet vedrørende renten på 5,1 pct.

Med hensyn til foreneligheden af national lovgivning er den bulgarske lovgivning forenelig medtraktaterne og med statutten for ESCB, jf. artikel 131 i traktaten.

  • Dagens rapport blev offentliggjort efter anmodning fra Bulgarien, og den næste regelmæssige konvergensrapport fra ECB vil blive offentliggjort i 2026.

Henvendelser fra medierne kan rettes til Benoit Deeg, tlf.: +49 172 1683704.

Bemærkninger

  • Europa-Kommissionens konvergensrapport 2025
  • Tæt samarbejde mellem ECB og Bulgarien
  • ECB's konvergensrapport gennemgår den økonomiske og juridiske konvergens i EU-lande uden for euroområdet med dispensation hvert andet år, eller når et land specifikt anmoder om det. Rapporten indeholder en vurdering af, om der er opnået vedvarende økonomisk konvergens med euroområdet, om den nationale lovgivning er forenelig med EU's retlige rammer, og om de respektive nationale centralbanker opfylder lovkravene. På grund af sin "opt-out"-klausul indgår Danmark kun i denne vurdering, hvis landet specifikt anmoder om det.
  • Skæringsdatoen for statistikken i denne konvergensrapport var 19. maj 2025. Referenceperioden for kriteriet vedrørende prisstabilitet og kriteriet vedrørende den lange rente går fra maj 2024 til april 2025. Prognoserne er baseret på Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2025) og andre oplysninger, der er relevante i forbindelse med en fremadrettet vurdering af konvergensens vedvarende karakter.
KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt